CASA opfører 139 nye boliger i Teglværkskvarteret i Hedehusene. Boligerne består af tæt, lavt byggeri med 1 og 2 plans rækkehuse og punkthuse med lejligheder på 4 etager samt et fælleshus. Der bygges tre typer seniorboliger, to typer familieboliger samt de fire punkthuse med etagelejligheder. Boligerne udbydes som lejemål.

Boligerne er en del af Plushusene – et co-living koncept med familie- og seniorboliger, der er et løfte om at skabe et velfungerende og meningsfuldt fællesskab. Konceptet er unikt med blandingen af familier og seniorer. Konceptet lægger op til en ny livsstil, hvor beboerne kan hjælpe hinanden, gøre brug af de muligheder et godt kvarter kan tilbyde, – samt skabe venskaber for livet.

Sameksistens, tilhørsforhold og bæredygtighed kommer til udtryk i bydelens rum og forholdet mellem den enkelte bolig og livet i de nære uderum.

Plushusene er et DGNB-certificeret byggekoncept. Målet er ikke at opnå et certifikat i sig selv, men i høj grad at opnå værdier, der har positiv indvirkning på driftsøkonomien
og miljøet og dermed livskvaliteten og tilknytningen i bofællesskabet. Virkemidlerne strækker sig over såvel sociale, økonomiske som miljømæssige aspekter såsom opsamling og genanvendelse af regnvand, recycling, øget biodiversitet og energioptimering.

Boligerne forventes klar til indflytning i starten af 2021.