Tilbage

Vandtårnsvej 62A
2860 Søborg

Havnen 5
8700 Horsens

+45 7562 7900
info@casa-as.dk
CVR: 29205272

Stærk fremgang på top- og bundlinjen for CASA - på vej mod rekord

15. september 2021

CASA både voksede og tjente flere penge i første halvår af 2021. Dermed står CASA - en af Danmarks førende byggevirksomheder – til at sætte ny omsætningsrekord på op mod tre mia. kr. for hele 2021.

Efter skat lød resultatet for første halvår af 2021 på 91 mio. kr., betragteligt over resultatet fra samme periode af 2020, hvor CASA landede et overskud på 53 mio. kr.

Det gode resultat kommer på baggrund af et halvår, hvor det samlede forretningsomfang steg til en omsætning på 1,37 mia. kr. for første halvdel af 2021 mod 1,1 mia. kr. i første halvdel af 2020.

”Vi er stolte over, at vi i første halvår kan øge de i forvejen fine resultater, vi har set i de forgangne år. CASA har aldrig stået så klar til yderligere vækst, som vi gør nu, og ambitionerne er store,” siger Torben Modvig, CEO i CASA.

Medarbejder-rekord og forsinkelsesfri

CASA havde ved udgangen af første halvår 237 medarbejdere mod 194 et år før, og 206 ved udgangen af 2020. Væksten dækker bl.a. over et målrettet fokus på uddannelse. Det betyder, at CASA er blandt de klare brancheledere både, når det kommer til den andel, praktikanter udgør af medarbejdergruppen, og til ansætte egne praktikanter efter endt uddannelse.

”For CASA er det en bunden opgave at være med til at uddanne branchens fremtid, og dermed også udvikle os som byggevirksomhed. Samtidig står vi midt i et arbejdsmarked, hvor der er enorm konkurrence, og derfor er det på alle måder også en del af fremtidssikringen af CASA, at vi har et konstant og stærkt uddannelsesprogram at støtte sig på. Det betyder også, at vi i et ellers presset marked kan sige os fri fra forsinkelser på vores projekter,” siger Torben Modvig.

Nyt ejerskab og bredere fundament

CASA fik ved udgangen af første halvår samtidig nyt ejerskab, da den tyske fond ActivumSG, der er stærkt specialiserede i netop bygge- og ejendomsbranchen, tog over fra fonden CataCap, der havde ejet CASA siden 2016. Med de nye ejere bliver udviklingsmulighederne for CASA styrket yderligere efter den strategiudviklingsproces, der blev meldt ud i forbindelse med ejerskiftet, er gennemført.

For mere information:

Ditte Hejberg Sorknæs
Marketing- og kommunikationschef

+45 60576516
dhs@casa-as.dk