Tilbage

Vandtårnsvej 62A
2860 Søborg

Havnen 5
8700 Horsens

+45 7562 7900
info@casa-as.dk
CVR: 29205272

CASA skal renovere Vognmandsparken i Roskilde

24. marts 2021

Boligselskabet Sjælland har valgt CASA til at gennemføre renoveringen af boligafdelingen Vognmandsparken i Roskilde, der består af 184 lejligheder. Renoveringen skaber fornyet tryghed i området, for nu kommer der styr på energiforbruget, indeklimaet bliver bedre og boligerne bliver fremtidssikrede.

Renoveringen af Vognmandsparken starter i foråret 2021 med parallelle arbejder for både den udvendige og indvendige renovering. Bygningernes facader, tag, ventilationsanlæg og ikke mindst lejlighederne får et ansigtsløft, så de bliver mere tidssvarende og indbydende.

Byggechef i Boligselskabet Sjælland Per Bro glæder sig til arbejdet.

”Vognmandsparken er en del af den grønne boligaftale, og derfor har vi kunnet lægge endnu mere vægt på energieffektivisering. Det betyder, at beboerne får et bedre indeklima og lavere udgifter til opvarmning”, fortæller Per Bro.

”Det skaber en tryghed for beboerne, og vi glæder os over at være med til at sikre vores bæredygtighed”, understreger han.

Det primære formål med renoveringen af Vognmandsparken er at udbedre kuldebroer i ydervægge, skabe bedre indeklima og renovere de tekniske installationer. Bebyggelsen indeholder stueetage, 1. sal, 2. sal og 3. sal samt uudnyttet tagetage. Der er i alt 184 boliger af varierende størrelse med et samlet boligareal på 15.184 m2. Boligerne er indrettet som henholdsvis 2-, 3,- og 4-værelses lejligheder og er konstruktionsmæssigt alle ens opbygget.

Renoveringsprojektet omfatter en totalrenovering af alle stigestrenge og faldstammer samt gulvafløb på badeværelser. Det eksisterende ventilationsanlæg i boligerne er ikke i stand til at sikre et tilstrækkeligt luftskifte, derfor skal der etableres nyt udsugningsanlæg på loftsrummet i kombination med frisklufttilførsel via nye ventilationsvinduer i boligerne.

For CASA er renovering et strategisk fokusområde, og valget af energibesparende ventilationsvinduer til Vognmandsparken ligger i tråd med virksomhedens øgede fokus på bæredygtige byggerier.

”Renovering er et vigtigt område for CASA, og vi er stolte over, at Boligselskabet Sjælland har valgt os som hovedentreprenør. Samtidig er det rigtig godt at se, at der er blevet truffet nogle spændende, klimavenlige valg, der i sidste ende kommer både beboerne og samfundet til gode. Vi ser frem til det forsatte gode samarbejde og glæder os til at levere nogle flotte boliger til beboerne i 2023,” siger CEO i CASA A/S Torben Modvig.

Under hele renoveringsperioden ansætter CASA unge mennesker i lommepengeprojekter og formidler kontakt til vores fagentreprenører i forbindelse med praktikpladser eller anden ansættelse af lokal arbejdskraft.

Lejlighederne i Vognmandsparken blev opført i 1967 og ligger tæt på stationen og grønne områder, hvor der er legeplads, boldbaner, haveborde osv. Boligerne hører under samme boligafdeling som Vognmandsparken II, der allerede er i gang med at blive renoveret af Hovedstadens Bygningsentreprise.

Renoveringen af Vognmandsparken kommer til at foregå i etaper og forventes at være gennemført i foråret 2023.

CASA blev valgt blandt i alt 4 tilbudsgivere.

Vil du vide mere?

Ditte Hejberg Sorknæs
Marketing- og kommunikationschef

+45 60576516
dhs@casa-as.dk