Tilbage

Vandtårnsvej 62A
2860 Søborg

Havnen 5
8700 Horsens

+45 7562 7900
info@casa-as.dk
CVR: 29205272

Søgning

CASA skal renovere Solhusene

18. juni 2021

I dag underskrev BO-VEST og CASA A/S kontrakt på renovering af Solhusene – en almen boligafdeling i Albertslund Boligselskab. Renoveringen skal gøre boligerne tidssvarende, skabe nye tilgængelighedsboliger samt sikre energioptimering og bæredygtighed for fremtiden.

I august går CASA i gang med renoveringen af Solhusenes i alt 172 almennyttige boliger i Albertslund. Enkelte 1-værelseslejligheder sammenlægges således, at der samlet set vil være 154 boliger efter endt renovering.

”Solhusenes helhedsplan har været mange år undervejs, og vi glæder os rigtig meget til nu endelig at komme i gang. Det er især de to demonstrationsprojekter i helhedsplanen vedrørende smart behovstyret ventilation og hybridt solcelleanlæg med batterilager, som skiller sig ud og bliver særlig interessante at følge efter ibrugtagning. Når alt kommer til alt, er det vigtigste, at beboerne får mere tidssvarende boliger med et sundt indeklima og et lavere energiforbrug. Vi ser meget frem til samarbejdet med CASA og vores totalrådgiver Wissenberg”, siger Peter Føhrby Nybom, Seniorprojektleder i BO-VEST.

Renoveringen omfatter bl.a. samtlige badeværelser, total-udskiftning af brugsvandsinstallationer og afløb, efterisolering af alle gavle, udskiftning af dræn og etablering af fugtisolering på boligforeningens ni røde blokke samt etablering af tilgængelighedsboliger og sammenlægning af boliger i boligforeningens seks gule blokke. Beboere i boliger, der skal sammenlægges, vil blive genhuset.

”Projektet er – på typisk BO-VEST-manér – udviklet i tæt og konstruktivt samarbejde mellem rådgivere, byggeudvalg og drift,” lyder det fra Iver Pedersen, projektchef i Wissenberg, og han fortsætter: ”Beboerne i Solhusene kan se frem til et gevaldigt løft i boligkvaliteten, så vi glæder os til at komme rigtigt i gang.”

Udover den omfattende renovering vil der blive opsat solcelleanlæg med batterilager på alle gule blokke og etablering af behovsstyret ventilation i alle boliger. Ventilation og solceller, såvel som den generelle efterisolering og renovering, forventes markant at nedbringe Solhusenes samlede CO2-aftryk.

”Vi er glade for, at BO-VEST har valgt os som hovedentreprenør på Solhusene. Det er en spændende og omfattende renovering, bebyggelsen står overfor, som vil blive til stor glæde for beboerne. Ikke nok med at boligerne gøres mere tidssvarende, så er jeg overbevist om, at de bæredygtige tiltag i renoveringen vil være en ekstra bonus for Solhusene i det lange løb”, siger John Strands Petersson, Direktør Renovering Øst, CASA.

De ni røde blokke af Solhusene blev opført i årene 1943-1954, og de fremstår i store træk i original stand. De seks gule blokke er opført i årene 1957-1959. Disse har tidligere undergået bl.a. udvendig renovering.

Forventeligt underskrives skema B inden sommerferien, så renoveringen af Solhusene kan gå i gang i august 2021. Den fulde renovering vil tage ca. 18 måneder.

For mere information kontakt

Ditte Hejberg Sorknæs
Marketing- og kommunikationschef

+45 60576516
dhs@casa-as.dk