Tilbage

Vandtårnsvej 62A
2860 Søborg

Havnen 5
8700 Horsens

+45 7562 7900
info@casa-as.dk
CVR: 29205272

CASA sælger grønt boligområde i Ballerup til Catella Real Estate AG

28. september 2021

Når ejendomsudvikler og totalentreprenør CASA om få uger tager første spadestik til det nye Ballerup-boligområde Høje Haver bliver deres navn ikke det eneste på byggeskiltet. Virksomheden har nemlig indgået aftale med Catella Real Estate AG (CREAG) om salg af ejendommen.

Høje Haver (også kaldet Project Garden), der er tegnet af Sweco Architects, kommer til at bestå af 77 lejligheder i en U-formet bygning i flere niveauer med et samlet boligområde på 6.200 m². Boligstørrelserne varierer fra 63-120 m² med en gennemsnitlig størrelse på 81 m². Høje Haver er udviklet med et indgående fokus på bæredygtighed – byggeriet skal bl.a. DGNB Guld-certificeret – og det er netop dette fokus, der har gjort byggeriet interessant for CREAG.

"Catella Real Estate AG har erhvervet Project Garden på vegne af Sarasin Sustainable Properties – European Cities Fund, en tysk fond med særligt fokus på bæredygtige aktiver. Project Garden sigter mod at opnå DGNB Guld-certificering, som sikrer en høj byggekvalitet, et effektivt energiforbrug og et bidrag til miljøet", fortæller Nicolas Hartel, Head of International Transactions i CREAG.

At det nye boligområde skulle være bæredygtigt, har været en del af projektudviklingen fra de tidligste faser:

”I CASA har vi som bekendt en ambitiøs målsætning om at bæredygtighedscertificere minimum 95% af vores byggerier allerede i 2023. Det kræver, at vi selv driver udviklingen, hvorfor bæredygtighed er et essentielt og nødvendigt aspekt af alle vores ejendomsudviklingsprojekter. Det er både til gavn for de mennesker, der skal flytte ind i boligerne næste år, og for hele det omkringliggende samfund,” forklarer Torben Modvig og tilføjer:

”Når vi ydermere oplever, at investorerne går positivt efter de bæredygtige byggerier, som i tilfældet med CREAG, er vi på rette vej. I sidste ende er det et partnerskab der skal gå op i en højere enhed, og hvor begge sider af bordet skal ville den vej. Nordanö har fungeret som mægler på transaktionen, og Bech-Bruun har ydet advokatmæssig bistand – vi vil gerne takke begge for det gode samarbejde og den professionelle rådgivning, de har ydet.”

Det tyske investeringsselskab har med aftalen købt sig ind i Ballerups nye hastigt voksende kommende boligområde i Lautrupparken, hvor danske og udenlandske IT-virksomheder ligger side om side med nye, attraktive boligområder.

”Ballerup er et af de mest attraktive områder i Storkøbenhavn, og vi ser et stort potentiale i især Lautruppark-området. Vi forventer bestemt, at Høje Haver blot er det første i en række af ejendomsudviklingsprojekter for CASA i Ballerup,” siger CEO i CASA, Torben Modvig.

Byggeriet af Høje Haver forventes afleveret til CREAG i slutningen af 2022.

For mere information, kontakt:

Ditte Hejberg Sorknæs
Marketing- og kommunikationschef

+45 60576516
dhs@casa-as.dk