De næste tre år vil maskinerne arbejde næsten synkront i Horsens, når CASA opfører både ny Campus overfor banegården og ny bydel på den tidligere Kvicklygrund i midtbyen. Det kommer naturligt til at medføre nogle gener for naboerne, og CASA prioriterer derfor løbende information for at imødekomme frustrationer og svare på spørgsmål.

I forbindelse med de to byggerier i midtbyen afholder CASA sammen med Horsens Kommune ”åben byggeplads” af to omgange i august. Arrangementerne skal informere om aktiviteterne, både det, der sker lige nu på pladserne, men også, hvad naboerne kan forvente i løbet af byggeperioden.

”Horsens Kommune er inde i en rivende udvikling, og bymidten ændrer sig markant i øjeblikket med både den nye bydel på den tidligere Kvicklygrund og omkring banegården med den nye store campus for VIA, Social- og Sundhedsskolen og Insero. Vi håber, at den åbne dialog skaber forståelse for, at der i sidste ende kommer noget godt ud af de gener, byggeriet medfører,” udtaler Jens Heslop, direktør for Teknik og Miljø i Horsens Kommune.

I øjeblikket rammes 1600-1700 pæle i jorden på campusbyggeriet og 2100-2200 pæle på Kvicklygrunden. Pælene rammes (bankes) ca. 16-20 meter ned i jorden og fungerer som bærende fundament for bygningerne ovenpå. Pæleramningen medfører desværre nogle gener i form af støj og rystelser.

”Byggeriet medfører uundgåeligt gener for omgivelserne som støj, støv og trafikforstyrrelser. Det beklager vi. Lige netop derfor inviterer vi også naboer og nysgerrige borgere indenfor, så de kan kigge nærmere på byggeriet og få en forståelse for, hvad vi laver. Forhåbentlig kan det også være spændende at følge byggeriet og se, hvordan bygningerne langsomt tager form,” siger Michael Mortensen, adm. direktør i CASA A/S.

Tankerne bag byggeriet – mød Horsens Kommune og CASA
Horsens Kommune deltager med By- og havneudviklingschef Jesper Gemmer d. 17. august på Kvicklygrunden kl. 14-15:30 og arkitekt Lene Holmgaard d. 24. august på Campusgrunden kl. 14-15:30, som vil fortælle om udviklingen i Horsens både på de specifikke byggefelter og generelt. Samtidig vil projektfolk fra CASA også fortælle specifikt om begge byggerier.

Ønsker du at deltage i et af “åben byggeplads” arrangementerne, så er du velkommen til at tilmelde dig ved at skrive en mail. Åben byggeplads på Kvicklygrunden – send mail til kvickly@casa-as.dk. Åben byggeplads på Campusgrunden – send en mail til campus@casa-as.dk.

Mere om byggerierne
www.casa-as.dk/byggeprojekter kan du læse mere om byggerierne, og det er også muligt at følge med i byggerierne på www.horsensvokser.horsens.dk.

CASA planlægger flere ”åben byggeplads” arrangementer i løbet af byggeperioden. Disse arrangementer vil blive kommunikeret på Horsens Kommunes hjemmeside samt på kommunens Facebook-side.

Kontakt
For yderligere informationer er du velkommen til at kontakte
Mette Jørvad, Kommunikationschef, CASA A/S, +45 2118 9399, mej@casa-as.dk