Boligkarréen CPH Porthouse på Sundmolen i 2150 Nordhavn står klar til indflytning i marts. De forventningsfulde ejerboligkøbere var i den anledning inviteret til orienteringsmøde om tiden op til – og efter indflytning.

Arrangementet, som omhandlede afleveringsprocessen, ejerforeningsstruktur og valg af bestyrelse samt praktiske tips i forbindelse med indflytning, fandt sted i Docken få minutters kørsel fra byggeriet, som køberne havde mulighed for at besigtige efter mødet. Et tilbud, som alle tog godt imod.

“Det er vigtigt for os, at køberne føler sig godt informeret og trygge. Derfor inviterer vi købere til flere arrangementer i løbet af byggeprocessen, hvor de kan besøge byggepladsen og byggeriet og således følge fremdriften og se deres kommende hjem tage form. Vi har på orienteringsmødet fokus på at forventningsafstemme, så køberne kender processen og ved, hvad de skal reagere på – hvordan og hvornår. Det er jo typisk ikke så ofte, man køber en ny bolig, så vi guider køberne. Vi arbejder løbende på at optimere kommunikationen til køberne og har blandt andet produceret en film, der viser, hvordan købergennemgangen i afleveringsprocessen foregår, så det er muligt at forberede sig på dagen,” fortæller afleveringschef i CASA, Thomas Kusk.

Bygherrerepræsentant Lars Rahbek fra CASA Group og afleveringschef fra CASA A/S, Thomas Kusk orienterede om aktiviteterne op til og efter indflytning, mens CASAs projektteam, som dagligt arbejder på byggeriet, viste vej i byggeriet og besvarede spørgsmål fra køberne. Også salgsteamet stod klar til at hilse på og besvare spørgsmål.