Michael Mortensen træder efter eget ønske og helt efter planen tilbage som adm. direktør for CASA A/S pr. 1. februar 2019 for i stedet at hellige sig udviklingen af CASAs nye projekter. Ny adm. direktør bliver Torben Modvig, som kommer fra en tilsvarende stilling i Bonava.

CASAs omsætning er godt på vej mod DKK 2 mia., og medarbejderstaben nærmer sig 200. Samtidig er ordrebogen større end nogensinde og peger mod stor vækst også i 2019. Tiden er derfor kommet til at lade en anden profil overtage ledelsen af CASA.

For Eivind Kolding, bestyrelsesformand i CASA A/S, er timingen og valget af Torben Modvig helt rigtig; ”CASA er i dag på et helt andet niveau end for bare 2-3 år siden, og vi er godt på vej mod at indfri vores finansielle målsætninger for 2020. Det er derfor helt efter planen, at vi nu ansætter en ny direktør til at lede virksomheden på næste del af rejsen. Torben Modvig er en stærk lederprofil med stor brancheerfaring og de rette strategiske kompetencer, så han er den helt rigtige mand til at overtage roret fra Michael.”

Torben Modvig ser frem til de nye udfordringer med store forventninger; ”Jeg kender CASA og har fulgt med i den imponerende rejse, som Michael og hans hold har været på. Jeg har stor respekt for deres bedrifter og de projekter, de er og har været involveret i. Jeg er sikker på, at vi sammen kan nå nye højder, og jeg glæder mig derfor meget til at komme i gang og blive en del af holdet.”

Torben Modvig kommer fra en stilling som adm. direktør for Bonava i Danmark og Norge. Torben har ca. 10 års topledererfaring fra Bonava og har også qua tidligere stillinger i bl.a. Rambøll og Davidsen Partnere ledelsesmæssig erfaring fra alle dele af byggeriet, både udvikling, produktion og rådgivning.

Michael Mortensen ser først og fremmest sig selv som udvikler og iværksætter. Derfor har han også selv skubbet på for at finde en afløser til at overtage den overordnede ledelse af CASA; ”Jeg kender mine begrænsninger og ved, at jeg er allerbedst i udviklingen af nye projekter. CASA har nået et niveau, hvor vi har brug for en direktør med et rendyrket fokus på ledelse af forretningen og alle vores medarbejdere, og jeg er enormt glad for, at Torben har takket ja til den rolle. Jeg glæder mig til at overlade stafetten til ham – og til selv at få mere tid til at fokusere på udviklingen af vores nye projekter.”

Målet med direktørskiftet er at styrke CASAs position som en stærk, troværdig og løsningsorienteret spiller og samarbejdspartner på projekter indenfor udvikling, opførelse og renovering af fast ejendom i Danmark.

Kontakt
For yderligere informationer er du velkommen til at kontakte
Eivind Kolding, bestyrelsesformand i CASA A/S, +45 2361 7325
Torben Modvig, +45 2134 2949
Michael Mortensen, +45 4060 5799