Hvordan bygger vi til en ny tid og sætter mennesker før mursten?

Der er opbrud i vores måde at bo og leve på i disse år. Flere bliver boende i byen, men vil til gengæld have grønne oaser. Kernefamilien med far, mor og børn udfordres af stadig flere skilsmisser, mens ønsket om at dyrke det frie singleliv for mange bliver større. Men er vi gode nok til at designe byrum og boliger, der møder tidens behov – samtidig med at vi undgår tomme, vindblæste pladser og døde bydele? Fra videnskaben ved vi en masse om, hvilke typer omgivelser mennesker trives bedst i. Alligevel ser alt for mange byområder ud til at være etableret med fokus på højst mulige pris for byggegrundene i stedet for helhedsorienterede løsninger, der sikrer reel værdi og livskvalitet for de mennesker, der skal bo i området.

CASA inviterer til debat 
CASA deltager i år på Folkemødet og har sat et stærkt team i stævne til en snak om fremtidens byrum og måder at leve på.
Debatten foregår fredag d. 15. juni kl. 17-18:30 hos LeadAgency i Nørregade, Allinge.

Tidligere TV-vært og journalist Lene Johansen leder debatten, hvor Frank Jensen, Jacob Bundsgaard, Kristian S. Villadsen, Marius Møller, Nicolai Carlberg og CASAs Michael Mortensen diskuterer fremtidens moderne byrumsudvikling.

Fra CASA deltager også Kim Balle, Michael Storgaard og Rasmus Holbech.

Læs mere om Folkemødet