De første seks måneder af 2020 har for CASA A/S været præget af hårdt tilkæmpede sejre. I tilbageblikket står de vellykkede leverancer til bygherrer samt flere vundne projekter dog stærkest.

 

”Vi har lige som alle andre i byggebranchen mærket corona. Men vi er kommet virkelig stærkt igennem først halvår, fordi vi hurtigt har omstillet os og realiseret en række nye store projekter. CASAs byggepladser har fortsat driften med nye restriktioner såsom afstandskrav og digitale bygherremøder, og tilbage står, at ikke et eneste byggeprojekt er blevet forsinket. Vi har overholdt alle tidsplaner og leverancer, hvilket vi er enormt stolte af,” siger Torben Modvig, adm. direktør i CASA A/S.

 

Torben Modvig er optimistisk for resten af året og fremtiden. Han tror på, at CASA kan komme ud af 2020 med det bedste resultat i selskabets historie. Optimismen skyldes i høj grad en vedholdende interesse fra både nationale og internationale investorer, der har stor tiltro til bæredygtigt byggeri som investeringscase.

 

”Vi har i første halvår vundet flere højtprofilerede projekter med en bæredygtig profil, så vi ser positivt på fremtiden. Den bæredygtige trend i byggeriet vil fortsætte, og det giver CASA vækstmuligheder. I marts gik alt kortvarigt i stå, og vi blev selvfølgelig nervøse. Men der gik kun få uger, før investorerne kom tilbage i markedet,” tilføjer Torben Modvig.

 

Omsætningen i årets første seks måneder udgjorde 1,1 mia. kr., hvilket er 100 mio. kr. lavere end samme periode året før. Faldet skyldes primært, at enkelte bygherrer forskød opstart på projekter med få måneder som følge af Covid-19.

 

Dog steg bruttofortjenesten med 9 mio. kr. til 159 mio. kr., mens periodens resultat på 53 mio. kr. er identisk med resultatet i samme periode året før.

 

Nye og afsluttede projekter

Første etape af de store udviklingsprojekter Lilli Gyldenkildes Torv og Campus i Horsens er blevet afleveret, og de fire ø-byggerier på Engholmene i København nærmer sig ligeledes sin afslutning.

 

Samtidig er flere vigtige ordrer landet i nedlukningsperioden på trods af praktiske udfordringer. Nye projekter omfatter Herlev Bymidte, der vil blive et af CASAs største renoveringsprojekter nogensinde, og Høje Taastrup Rådhus, som bliver samlingspunktet om et nyt grønt bycentrum.

 

Forventningerne til hele 2020 er en marginalt faldende omsætning men væsentlig højere indtjening takket være en styrkelse af organisationen og realisering af nye projekter.

 

CASA er i dag en af Danmarks største virksomheder indenfor udvikling, opførelse og renovering af fast ejendom.

 

Om CASA A/S

CASA blev grundlagt i 2006 og er på få år vokset til at være en landsdækkende ejendomsudvikler og totalentreprenør med afdelinger i både Horsens og Storkøbenhavn. I 2016 blev 60% af virksomheden solgt til kapitalfonden CataCap. Over 15% af CASA ejes af medarbejderne, som hver dag arbejder dedikeret for at udvikle den virksomhed, de er en del af. Med en årlig omsætning over 2,5 milliarder DKK, en gennemsnitlig vækst på 23% over de sidste fem år og landsdækkende aktiviteter indenfor udvikling, byggeri og renovering, er CASA nu blandt Danmarks største udviklere og entreprenører. Virksomheden har en grøn profil med en målsætning om, at minimum 80% af byggerierne skal være bæredygtighedscertificerede i 2021.

Se mere på: casa-as.dk