CASA A/S opfører i øjeblikket boliger, restauranter og butikker for AP Ejendomme og Lejerbo på Lilli Gyldenkildes Torv i Horsens. Onsdag den 11. september klokken 13 afholdes der rejsegilde, og Horsens’ borgmester Peter Sørensen er blandt talerne ved rejsegildet.

AP Ejendomme, Lejerbo og CASA A/S tager den 11. september klokken 13 et nyt skridt i opførelsen af Lilli Gyldenkildes Torv, der er en helt ny bydel i centrum af Horsens. Den nye bydel er en del af en større omlægning af Horsens centrum, som også betyder flytning af flere uddannelsesinstitutioner samt rådhuset. Projektet omfatter 8.000 m2. butikker og ca. 1.400 m2 spisesteder samt 248 almene familieboliger og 101 ungdomsboliger. Samtidig opføres nyt p-hus.

Adm. direktør i AP Ejendomme, Peter Olsson, ser frem til at fejre rejsegildet; “Den nye bydel Lilli Gyldenkildes Torv bliver en åben, levende og moderne bydel centralt i Horsens. Med handelstorvet kommer der flere forskellige spisesteder og butikker, som vil være med til at tiltrække folk ude fra, så det er et meget spædende projekt, der bliver opført i Horsens, fortæller Peter Olsson om den nye bydel, der kun ligger få minutters gang fra alt, hvad Horsens har at byde på,” forklarer Peter Olsson.

Rejsegildet er en vigtig milepæl i byggeriet af Lilli Gyldenkildes Torv, der er en del af et større bydelsudviklingsprojekt i Horsens bymidte omkring åen og tæt på havnen.

Horsens’ borgmester Peter Sørensen glæder sig over udviklingen af Horsens med Lilli Gyldenkildes Torv, som bliver et åbent og inkluderende område.
“I Horsens følger vi spændt opførelsen af Lilli Gyldenkilde Torv, og med rejsegildet er vi nået til endnu en milepæl i realiseringen af projektet. Jeg ser frem til at følge den sidste del af opførelsen af Lilli Gyldenkilde Torv,” siger borgmester i Horsens, Peter Sørensen.

Lejerbo, der bygger de mange nye boliger, ser mange muligheder i området, og organisationsformand for Lejerbo Horsens, Benny Davidsen, glæder sig til at kunne tilbyde nye boliger på så central en placering. “Vi er rigtig glade for at være med til udviklingen af Horsens via et stort byggeprojekt som Lilli Gyldenkilde Torv. Med de mange nye boliger, butikker og spisesteder bliver området fyldt med liv i løbet af de næste år, og de kommende beboere i Lejerbos boliger kommer til at bo i en attraktiv del af byen og i nogle gode, moderne og indbydende boliger. Rejsegildet bliver både en fejring af, at et så stort projekt kan lykkes i Horsens, men bestemt også af de mange dygtige håndværkere, som gør en stor indsats,” siger Benny Davidsen.

For CASA betyder udviklingen af Horsens centrum noget særligt. Idéen til hele projektet opstod for mere end fem år siden, og det har krævet mod og planlægning at realisere byggeriet af den nye bydel, som blev realiseret på baggrund af en større rokade af virksomheder, uddannelsesinstitutioner og rådhuset.

“Byggeriet har betydning for hele byen både i forhold til infrastrukturen, men også for borgerne og brugerne af Horsens som deres hjem og som handelsby. Pladsen har været trang, og vi har skulle sikre en god dialog med naboerne omkring. Da vi havde mest travlt, kom der omkring 70 – 100 lastbiler om dagen med leverancer. Byggeprocessen har dog forløbet effektivt i god dialog og samarbejde med alle involverede, så vi er stolte af at kunne fejre så vigtig en milepæl, som et rejsegilde er,” siger Ib Høgsberg, projektdirektør i CASA A/S.

Med i projektet er en ændret vejføring med formål at give plads til byggeriet, samt integrering af en del af Rådhusparken. Efter planen åbner butikker og spisesteder på Lilli Gyldenkildes Torv i sommeren 2020, mens boligerne står klar til indflytning i slutningen af 2020.

For yderligere oplysninger er du velkommen til at kontakte
Lars Bjørn, pressechef, Horsens Kommune. +45 4062 6883
Peter Olsson, adm. direktør, AP Ejendomme. +45 2098 5018
Lise Larsen Sodborg, Lejerbo Kommunikation. +45 6095 3010
Mette Jørvad, Kommunikationschef, CASA A/S, +45 2118 9399

Lilli Gyldenkildes Torv i Horsens – Byudvikling med boliger, butikker og spisesteder.