Glade og forventningsfulde købere mødte torsdag eftermiddag op til åbent hus på Sundmolen, hvor de var inviteret til besigtigelse af deres kommende hjem i CPH Porthouse, som er en karrébebyggelse med 86 ejerboliger. Projektet er et ud af tre boligprojekter, som CASA udvikler og opfører på kajkanten af Sundmolen i Københavns Nordhavn.

Projektchef Morten Langhoff fra CASA fortæller:

” Vi har fuld forståelse for, at det for mange mennesker er rigtig stort at købe en bolig i projektsalg. Det er for en stor dels vedkommende ikke noget der sker så tit, og det er deres kommende hjem. Derfor åbner vi gerne op og viser frem flere gange i byggefasen.
Det er vigtigt for os, at vi får fortalt, hvad køberne kan forvente, før de ser boligen, så de ikke bliver skuffede, men ser invitationen som en mulighed for at følge med i byggeriet”.

 

CPH Porthouse står efter planen færdigt i foråret 2019. Nogle af opgangene er på nuværende tidspunkt stadig på råhus-stadie og andre stort set færdige alt efter beliggenheden i byggeriet.

Køberne benyttede i går lejligheden til at tage de første mål til for eksempel gardiner i boligen og kunne stille spørgsmål til både salgs- og byggeteamet fra henholdsvis CASA GROUP, CASA A/S og mæglerne fra HOME , som var repræsenteret på dagen.