Virtuel fremvisning af kommende nyt domicil for Jyllands-Posten

13. marts 2018

Tirsdag d. 13. marts havde medarbejdere fra JP/Politikens Hus mulighed for virtuelt at stifte bekendtskab med deres kommende nye domicil på Århus Havn. Det nye domicil er tegnet af Henning Larsen Architects. CASA A/S står for projektudvikling og totalentreprisen. Byggeriet skal efter planen stå færdigt i efteråret 2019.

I forbindelse med opstart af byggeriet var medarbejdere fra JP/Politikens Hus inviteret til en computergenereret rundtur i det nye domicil i ”Studie 1” i Filmbyen samt et første møde med nye naboer og slutteligt rundvisning på grunden, som er placeret som nabo til Filmbyen, på de tidligere Midtkraft-arealer ved Århus Havn.

Det var en glad og forventningsfuld ansvarshavende chefredaktør Jacob Nybroe fra Morgenavisen Jyllands-Posten, som bød velkommen: ”Vores nye hus på havnen understøtter alt, hvad vi som et tidssvarende mediehus ønsker os; det er moderne i sit udtryk, det fremstår transparent i forhold til den verden, vi er en del af – og det ligger på en fantastisk placering, hvor både naboskabet med Filmbyen og nærheden til Aarhus centrum vil cementere og udvikle vores rolle som et dominerende medie i Danmark. Indretningen sætter os i stand til at udnytte et digitalt workflow, hvor vi langt nemmere kan iscenesætte alle de kompetencer, som Jyllands-Posten rummer, simpelthen fordi vi kan indrette os med sund fornuft, vi rykker tættere sammen, og vi kan se hinanden med det blotte øje.”

Projektchef i CASA A/S Christian Falstrup om byggeriet: ”Den endelige byggetilladelse kom i uge 9, og umiddelbart derefter startede vi pælefundering. I alt ca. 300 pæle skal sikre fundamentet på det 8.660 m2 store domicil. Inden vi kan udføre pæleramningen, skal der forbores igennem en betonplade, som ligger 4 m under eksisterende terræn. Dette udføres med et specielt diamantbor. Først herefter kan pælene bankes i jorden. Betonpælene har en længde på op til 17 m.”

Når det nye store hovedkontor efter planen står klar til efteråret 2019, vil det huse Jyllands-Postens ca. 300 medarbejdere.

Fakta
CASA: Projektudvikling og totalentreprise
Bygherre: JP/Politikens Hus
Byggeperiode: 2018-2019
Ingeniør: Rambøll A/S
Arkitekt: Henning Larsen Architects
Areal: 8.660m2 på 3800 m2 grund. 5 etager

Læs mere om Jyllands-Postens nye domicil her