Stor bolig-karré er rejst på byggefelt 3.5.

Byggeri i København for Topdanmark

I går kunne der fejres rejsegilde i Ørestad Syd, hvor CASA opfører en stor boligkarré for Topdanmark. Byggeriet er placeret lige op til Amager Fælled med smuk udsigt mod øst over naturarealet med græssende køer og får.

CEO hos Topdanmark Ejendom A/S, Søren Kempf Holm, er meget tilfreds med byggeprocessen og byggeriet.
Han kunne i går holde sin første rejsegildetale, hvor han blandt andet fortalte om et rigtig godt og velfungerende samarbejde med CASA. Og at det nu var tid til at finde et godt navn til byggeriet, som indtil nu er gået under sagsnavnet ”Byggefelt 3.5”.

 

CEO hos Topdanmark Ejendom A/S, Søren Kempf Holm, holdte tale ved gårsdagens rejsegilde.

 

 

 

Til rejsegildet, hvor der blev serveret helstegt pattegris, blev byggeriet, bygherren, de engagerede håndværkere og rådgivere på projektet hyldet. Også naboprojektets bygge-team var inviteret.

 

Processtyring og dialog

Byggeprocessen forløber planmæssigt og karréen står klar primo 2019.  I et så stort byggeri foregår afleveringen etapevist for at sikre en effektiv afleveringsproces.

Dertil kommer, at der i området og på nabogrunden bygges i stor udstrækning, hvilket medfører en ekstra logistikmæssig udfordring i afleveringsfasen med mange involverede aktører. En udfordring som byggeledelsen hos CASA er helt klar over, og derfor også har god og løbende dialog med blandt andet byggeledelsen på nabogrunden.

Levende facader og multianvendelige boliger

Byggeriet omfatter 234 multianvendelige boliger i langtidsholdbare materialer, som TopDanmark vil leje ud. Alle boliger har enten altan eller terrasse. Gårdrummet etableres med forskellige zoner for leg, ophold og fælles aktiviteter. Bygningerne varierer mellem 4 og 7 etagehøjder og er struktureret i den klassiske københavnske karré-form. I murværket indgår to tegltyper og 2 fugetyper og der arbejdes med mønstermurværk, som giver facaden liv.

 

Fakta

CASA: Totalentreprenør

Bygherre: Topdanmark A/S

Ingeniør: MOE A/S

Arkitekt: Vilhelm Lauritzen Arkitekter

Areal: 22.400 m2 bolig samt kælder på 6.900 m2

Antal boliger: 234