Første spadestik på Skt. Helene Torvet i Horsens

23. april 2018

Fredag d. 20. april 2018 blev første spadestik taget til nyt område med boliger, butikker og restauranter i Horsens bymidte. Den nye ”bydel” på Skt. Helene Torvet (anvendes som arbejdstitel) er centralt placeret på den tidligere Kvickly-grund og skal efter planen stå færdig midt i 2021.

For få uger siden gik totalentreprenør CASA A/S i gang med byggeriet. I øjeblikket arbejdes der på udgravning til nyt p-hus med plads til lidt over 100 p-pladser, som supplerer de ca. 375 p-pladser på hele området.

Bygherre AP Pension med Direktør Peter Olsson fra AP Ejendomme i spidsen var særdeles godt tilfreds, da han sammen med byggeriets øvrige parter fredag tog første spadestik: ”Vi har ventet længe på denne dag! AP Ejendomme er ovenud tilfredse med, at vi med dagens spadestik kan påbegynde et byggeri, som ser ud til at ville gøre en kæmpe forskel for både Horsens Kommune og for hele Østjyllands udvikling.”

For Borgmester i Horsens Kommune, Peter Sørensen var fredagens arrangement også af særlig betydning; ”Horsens Kommune er og skal være en vækstkommune med et stigende antal borgere. Det kræver investeringer i boliger, indkøbs- og uddannelsesmuligheder og infrastruktur samt en meget ambitiøs udvikling af midtbyen – og det tager nu yderligere fart med udviklingen af Skt. Helene Torvet og AP Pensions engagement i Horsens. Det er et fantastisk projekt, der nu tages hul på, og det er jo bare starten på en enorm forandring af Horsens midtby, som også skal sikre, at Horsens udvikler sig til et uddannelsesmæssigt kraftcenter med etableringen af et helt nyt uddannelsesmekka med op mod 8000 studerende på den store campus-grund ved banegården.”

Gunnar Sørensen, Fungerende landsformand i Lejerbo, glædede sig over de mange nye lejeboliger, Lejerbo snart kan tilbyde; ”Horsens er en by i vækst og udvikling, og i Lejerbo er vi stolte af at kunne bidrage. 260 moderne familieboliger og 99 ungdomsboliger i Horsens centrum giver rum til både nye borgere, der er med i byens udvikling nu, og til studerende, der er en vigtig del af Horsens’ fremtid.”

Michael Mortensen, Adm. Direktør for CASA A/S, som er totalentreprenør på byggeriet, ser positivt på udviklingen af Horsens bymidte; ”Hvert år vælger ca. 1.000 nye borgere at bosætte sig i Horsens. I CASA er vi stolte af at være med til at fremtidssikre byen bl.a. med udvikling af Skt. Helene Torvet, så Horsens fortsat kan være et attraktivt sted at bosætte sig.”

Kontakt
For yderligere informationer er du velkommen til at kontakte Mette Jørvad, Kommunikationschef, CASA A/S, +45 2118 9399, mej@casa-as.dk

Fakta
Totalentreprenør: CASA A/S
Bygherre: AP Pension og Lejerbo
Byggeperiode: 2018-2021
Ingeniør: Niras
Arkitekt: Arkitema Architects