Første spadestik er taget til 2 almene boligafdelinger i Horsens

CASA er nu officielt i gang med at bygge 2 almene boligafdelinger for boligforeningen Lejerbo:
Én afdeling med 33 familieboliger på Ryesgade og et bofællesskab med 14 boliger på Fussingsvej. Begge projekter ligger i Horsens Vest.

Første spadestik blev taget torsdag af Borgmester Peter Sørensen, bestyrelsesformanden fra Lejerbo Horsens, Benny Davidsen og projektchef fra CASA, Morten Langhoff Jensen.

Borgmester Peter Sørensen sagde i sin tale:

”Det bliver godt at få afsluttet denne matrikel i et område, som er blevet løftet meget, og hvor interessen for boligerne er enorm. Alle er velkomne i Horsens, en by hvor vi har boliger på alle hylder til alle borgere.”

CASA A/S har også stået for opførelsen af Lejerbos første etape på Vestergade og vil nu kunne bidrage med at færdiggøre og videreudvikle området.

Bestyrelseformand for Lejerbo, Benny Davidsen udtaler:

”CASA er et stærkt hold, som vi har fuld tillid til. De kan løfte opgaven.”

Det nye projekt indeholder et spændende samarbejde med flere kommunale instanser blandt andet i forbindelse med bofællesskabet Fussingsvej, som skal danne trygge rammer for borgere med betydelig varigt nedsat funktionsevne.

Litha Tiufkær, Leder hos Bo/Døgn udtaler om bofælleskabet:

”Vi glæder os rigtig meget til de nye boliger. Det kommer til at betyde rigtig meget for beboerne, at de har alt tæt på og inden for gåafstand”.

 

 

Bygherre: Boligforeningen Lejerbo
CASA A/S: Totalentreprnør
Arkitekt: Skala Arkitekter

 

7. april 2017